volbkld

FOLKS KLÆDER OG DET STOF DE VAR SYET AF PÅ GRUNDLAG AF SKIFTEREGISTRE ISÆR FRA 1700-1800

Tilbage til indholdsfortegnelsen

Den salig kones gangklæder

Min tre gange tipoldemor Volborg Jensdat- ter i Tåstrup i Harlev sogn døde kun 29 år gammel i 1754. Hun efterlod sig en mængde fine klæder, som gik i arv til hendes datter. Tøjet blev alligevel vurderet til lidt over 60 rigsdaler et beløb, der var ti gange så stort som værdien af boets bedste ko. Det skifte blev begyndelsen til min interesse for folks påklædning før i tiden.
Da det kan være vanskeligt at forstå de mange tilsyneladende underlige betegnelser for tøj, som man finder i skifterne, vil jeg her fortælle om, hvad de betyder og om klæderne og det tøj de var syet at.
Dette har kun været muligt med hjælp af dr. phil. Erna Lorenzen, og ligeså hendes disputats: "Folks tøj i og omkring Århus 1675 til 1850"
Min egen gennemlæsning af flere hundrede skifter danner grundlaget for efterfølgende tekst såvel som for tegningerne.

Her har Volborg skørt og trøje af stribet hvergarn. Forklædet er af hørgarn og tørklædet, som hun skal til at lægge i trekant er af samme stof. Tørklæder blev brugt til at dække den store halsudskæring med. Hendes hue er syet af brokade med et vævet mønster i en farve kaldet fillemut (fra fransk "Feuille Mort", visne blade), Den har besætning af sølvkniplinger og under huen har hun en snip og en haghat af kniplingsstof.

Stofferne tøjet var syet af

Almensi (Armesiden) ant. fra fransk Armoisin toskaftet taftagtigt silkestof.
Atlask satinbundet silkestof med blank retside og mat vrang. En billigere kvalitet kunne være vævet af silke og bomuld, så kun silken sås på retsiden.
Barat (Borat) stof vævet af uld på silketrend. Det var oprindelig af fin senere af mere tarvelig kvalitet.
Bay (Bai, Baj, Boi, Boy) en forholdsvis billig ulden vare, som har været i brug også i nittenhundredtallet mest til at brodere på.
Bockräl (måske Broklærred) det brugtes til foer i snøreliv og overkjoler, hvor det foruden virkede som stivlærred.
Bommesi kipervævet stof af bomuld eller bomuld og uld sammen.
Callemank (Callemancha, Kalemank) var et satin- eller atlaskvævet uldent stof, som kunne være ensfarvet, stribet eller blomstret, sidstnævnte da ofte i damaskvævning, så mønstret var modsat på stoffets to sider.
Catun bomuld ensfarvet eller med trykt mønster.
Damask stof vævet med fem eller flere skafter, Det var af uld eller ofte af silke.

Opsætning af Århusegnens hovedtøj..

1 Haghat og snip eller korsklæde var fæstnet
på en underhue.

Droget (Droguet, Droquet) tøj fremstillet af silke med uld, hør eller bomuld. Som regel blomstret, men det kunne være stribet.
Dvelik (Dvælg) fint, bleget og stivet glanslærred eller groft ubleget hørstof stivet med limvand anvendtes som stivlærred.
Fibskaft stof vævet med fem skafter, det vil sige i atlask eller satinbinding, så mønstret kunne ligge i selve vævningen. Det kunne være af uld såvel som af silke.
Flos dyrt silkestof af fløjelsagtig karakter med luv af vævede løkker.
Flor herunder også Crepeflor eller Crepe for
det meste sort, anvendtes til pynt ofte til sørgetøj
Fillemut fra engelsk Fillemot og fransk Feuille Mort, stof af gulbrun farve, som visne blade.
Freckaade (Frassay, Frassoy, Frees, Fries) Uldvare beslægtet med vadmel
Grosditur fra fransk Gros de Tour, et stormønstret brokadeagtigt silkestof ofte blomstret.
Grovgrøn (Grofgrøn) Gros de Grain silkestof, som
havde islæt af en tyk tråd, som kunne være af andet materiale. Tråden danner kraftige ribber på tværs, kendes nu kun som brede bånd.

2. Huen er nu sat på plads over underhuen, som inden da har fået påsat snip og haghat.

Gråværk pelsværk til for. Almindeligvis det mindre værdifulde bugskind af et eller andet dyr.
Hjemgjort tøj vævet i Danmark, brugtes til f.eks. skørter. Det var ofte af hvergarn.
Hvergarn stof af uld på hørtrend.
Hørlærred kunne være af både udenlandsk og indenlandsk oprindelse.
Indsprængt betyder antagelig at stoffet var nistret.
Kaffa (Kaf) dyrt silketøj af samme vævning som flos, med opskårne og uopskårne løkker, så der på den måde opstod et mønster.
Kamelot kendes helt fra middelalderen, det var vævet af kamel- eller gedeuld fra Angora og silke eller bomuld. I 1700-årene var det et let uldent lærredsvævet stof.
Kirsey klædeagtigt, stærkt valket stof af uld, der
var grovere end den uld, som anvendtes til klæde. Fandtes i mange farver og var oprindelig en import-
vare fra England.
Klæde oftest sort, men også rødt eller andre farver, som også kunne være indsprængt dvs. meleret og stribet. Dyrt blankt, uldent stof med luv, ofte af udenlandsk oprindelse.
Kramlærred dyrere hørlærred, ofte importvare.
Mackey tyndt uldstof brugtes til for.
Mor Moire
Multum en ulden, én eller tosidig opkradset vare, som minder om det, man helt op til vor tid har kaldt Holmens klæde.
Naccarat klæde af udenlandsk oprindelse.
Netteldug meget fint og tyndt lærredsvævet stof, som oprindelig blev fremstillet af brændnældetaver, som blev forarbejdet på lignende måde som hør.

3. Til sidst blev haghatten svippet op, så den kom til at stå ud fra huekanten som vinger. Haghatte var yndede fra Århus og derfra
mod syd og vest.
På Randersegnen havde man en beslægtet kniplingspynt til huen kaldet en skæghat. Den adskilte sig fra haghatten ved at gå hele vejen rundt om nakken. Skæghatten blev brugt fra Randers, mod nord, vest og nordvest.

Olmerdug kipervævet stof af uld på hør eller bomuldstrend.
Polamit (Polemites m.fl. stavemåder) stof af varierende kvalitet, vævet af uld (evt. kamelhår) og silke. Det kunne have indvævede metaltråde.
Rask (Rasch) let uldent stof, som i følge luksusforordningen kunne bruges af håndværkere, andre almindelige folk og tjenestefolk.
Rye (Rys) en forholdsvis billig ulden vare, som var opkradset på den ene side. Fandtes i mange farver og brugtes til skørter og til kåbefoer.
Sars (Saxes) Serge tynd ulden vare af forskellig kvalitet, ofte import
Sied (Say) fin ulden vare.
Stoffes forvanskning af fransk Etofes, en blank ulden vare.
Taboret Taborett kendes fra midten af 1700-årene og frem. Det er et i bunden lærredsvævet uldstof med indvævede mønstre i form af kniplingsagtige mønsterstriber af ekstra tråde i både kæde og islæt (lancering), samt med mere spredte mønstre, ofte små blomsterbuketter, med tråde udelukkende i islættet (brochering). Stoffet var voksbehandlet og presset, så det var temmelig stift, denne behandling har gjort det blankt, så det kom til at minde om silke. Det var importvare fra England, hvor det blev fremstillet i Norwich, det kunne dog måske også være fra Holland.
Silketaboret kendes også, og den uldne vare kan måske have været en efterligning af den dyrere silkevare, og var under alle omstændigheder varmere.
Taft tyndt tæt silkestof
Tersenelle vist nok et taftagtigt silkestof.
Tobin svært taftagtigt stof af silke eller kamelhår og silke sammen.
Trip fra fransk Tripe de Velours fløjl eller plysagtigt stof.
Vadmel billig, kipret tæt uldent stof

Voldborg har her sin brune klædeskjole på og dertil et fint catunsforklæde med trykt mønster (tegnet efter et bevaret forklæde).
Desuden har hun sit fineste overtøj på, Det var en gul og rødstribet kåbe af silke med en sølvhage, som holdt halslinningen sammen. På hovedet har hun over huen en kyse af sort fløjl.
Bag hende ses Vadgård i Tåstrup, hvor hun boede. Hendes mand Jens Madsen var temmelig velhavende så gårdens bygninger kan godt have været velholdte (Rekonstruktionstegning på grundlag af et gammelt fotografi og det fra skiftet kendte antal bindingsværksfag.

KVINDEKLÆDER 1 - ENKELTE DRAGTDELE

Adrienne	Adriennen var mest almindelig i byerne. Det var en hellang klædning med tihørende skørt.
Cantusse	Var ligesom adriennen en hel klædning, som brugtes over trøje og skørt, også den var mest almindelig i byerne.
Kjole	Kunne man på nogen måde få råd til det ønskede alle kvinder, at kunne stå brud i en hel, for det meste sort kjole. Den blev så brugt hele livet igennem til stadsbrug ved højtiderne og til sorg. De fineste kjoler var syet af Polemit eller klæde, men kunne også vare af en billigere varer, for eksempel hjemgjort stof.
Klokke	Hel klædning uden stivere nærmest af facon som en spencer, den kunne være bekvem til arbejdsbrug, men brugtes også som undertøj og blev mere i løbet af 1800-tallet almindelig til det brug.
Skørt	Skørter er der mange af i skifterne. De findes i alle kulører i både mønstret og ensfarvet stof, som kunne være af mange forskellige slags lige fra silke til rys og hvergarn, det sidste var meget brugt, og mange stribede skørter var syet af hvergarn.
Trøje	Trøjerne var faconsyede, forede og forsynet med stivere. De ses af og til beskrevet, som syet af samme stof som et af skørterne. Trøjen gik ud over skørtet, og var ofte lagt i læg bagtil. Det korte skød kunne også være syet i såkaldte flasker, det vil sige brede tunger, som også hængte ned over skørtet.
Nattrøje	Nattrøjer var til brug om dagen, de kunne være meget fine og dyre og kendes fra 1600-tallet som importvare fra England. Blev antagelig også fremstillet i Danmark fra omkring midten af 1700-tallet. De var for det meste strikket af uld men især de ældste kunne være af silke og ofte i mønsterstrikning med tavl eller stjerner, og nogle gange med broderi af silke- og metaltråd, sådanne trøjer kunne være forsynet med påsyede løkker på indersiden, så de på den måde blev varmere. Der er dog også eksempler på syede nattrøjer.
Liv - Livstykke	Det samme som snøreliv, nogle steder kaldet Bul. Der gik ikke så meget stof til, så det var tit af dyrere stor og forsynet med metalhager eller maller til snoren. På de fineste snøreliv var hager eller maller af sølv.
Kåbe	Kåben var overtøj, som man ville kaldet et slag nu til dags. Den var ofte foret med vadmel, klæde, multum eller gråværk.

KVINDEKLÆDER 2 - FORSKELLIGT DRAGTTILBEHØR

Kyser	Kysen brugtes over huen, og kun udendørs. Den var næsten altid syet af sort fløjl.
Huer	Huen var den vigtigste del af hovedtøjet, og blev brugt både ude og inde. Huerne var syet af mange forskellige slags tøj, der gik ikke så store stykker til, så der blev tit brugt silkedamask, brokade og andre dyre stoffer til stadshuerne, mens fløjl var mere almindeligt. Huen kunne have besætning af kniplinger af guld- og sølvtråd, guld- og sølvgaluner, og af flor og andre stoffer eller bånd. Huer og huetilbehør blev syet af såkaldte huekoner, hvoraf de dygtigste ligefrem kunne skabe mode for deres modeller. Sølv- og guldgaluner er bånd af den slags, der stadigvæk bruges til at sy på uniformsærmer.
Huetilbehør	Snipper var huepynt udelukkende til brug sammen med huen. De var af hørlærred og kunne have en knipling i kanten, som så tittede frem under huekanten. Korsklædet havde samme funktion som snippen. Det var af kniplingsstof, der ofte var en importeret industrifremstillet vare også kaldet jødekniplinger. Korsklædet kunne også bruge uden hue som en slags solkyse.
Haghatte - Skæghatte	Haghatten var huetilbehør, som var stod ud fra huekanten under ørerne. Se mine tegninger af opsætningen af Århusegnens hovedtøj ved gennemgangen af tekstilerne.
Kapper	Kapper var hovedtøj ofte af kniplinger eller kniplingsstof, de fik stor udbredelse fra sidst i 1700-tallet til op i 1800-tallet. De blev i begyndelsen mest anvendt i byerne.
Forklæder	Kvinderne brugte altid forklæde, båd til fest og til hverdag. De fineste kunne være af silke, kramlærred eller hørlærred og var af og til med kniplingskant.
Halværmer - Manchetter	Trøjernes ærmer var i 1700-tallet trekvartlange. Så sammen med dem brugte man halværmer. De var tit meget fine af hør- eller kramlærred. De kunne være slette, det vil sige glatte, eller med kniplingsbesætning ved håndleddet. Manchetterne blev brugt lige under ærmet, og var ofte af kniplinger eller kniplingsstof.
Halsklæder	Det var koldt med kjolens eller trøjens store halsudskæring. Over den brugte kvinderne tørklæder, der ligesom forklæderne kunne være meget fine med kniplinger og broderier eller med trykte mønstre og syet af silke, hør- eller kramlærred.
Særke	Særkene var underbeklædning, og de blev også brugt som nattøj. Det er et gennemgående træk i registreringerne af klæderne, at der ikke var særlig mange særke. Mange af dem er formodentlig blevet brugt til stadighed, er sjældent blevet skiftet, og har måske været anvendt, til de var så slidt, at de havde så ringe en værdi, at de ikke blev vurderet.
Handsker og vanter	Forekommer af og til i skifterne, og for dem gælder antagelig det samme, som for særkene.
Fodbeklædning	Strømper, sko og tøfler, er der heller ikke så mange af i skifterne, så for dem gælder formodentlig det samme som for særkene. Sko var dyre, så de blev vurderet, også når de var noget slidt, og i alle tilfælde hvis de havde metal eller sølvspænder.

MANDSKLÆDER

	Kjol En kjol, var overtøj. Den var dyr at anskaffe, og det var ikke alle der efterlod sig en sådan. For det meste var den syet af blåt, gråt eller ufarvet vadmel. Bedrestillede folk havde en kjol af klæde. Den var ofte sort eller indsprængt, det man nu til dags kalder meleret. De mange knapper var meget tit af metal, tin eller messing, men kunne også være af sølv. Kamelhårsknapper kendes også. De kunne være med metaltråde, og som det fine håndarbejde de var, kunne de være temmelig dyre. Selvom bonden her står med en rive, så var den slags klæder ikke arbejdstøj. Billedet er et udsnit fra et skillingstryk, en lovprisning af den lyksalige bondemand, der beder og arbejder. Trykket er fra sidste halvdel af 1700-tallet og påklædningen fra omkring midten af samme århundrede. Byernes borgere var klædt på samme måde, dog kunne en velhavende borgers kjol være forsynet med flere læg på ryggen, eller med såkaldte vinger, som var læg i siderne, så det stod ud til siden.
*Det her viste mønster til en kjol (blåt), har netop ekstra vidde i form af læg i siden.* *Det første stykke er et halvt rygstykke. Det var praktisk at den lange kjol kunne knappes op bag til for eksempel når man skulle ride. Denne kjol har haft i alt 40 knapper.* *Den slags tøj blev selv sagt syet af skræddere, og dem var der mange af også på landet.* *Af det røde mønster ses at mandstrøjen nærmest var en lang jakke. Den havde også mange knapper, men ikke en kjols brede manchetter og store lommer.*
Trøje	Trøjen var af facon som en kjol, eller en lang jakke, men var uden de brede opslag og store lommer. Når det var koldt kunne den bruges under en kjol.
Vest	Datidens vest havde ærmer og var næsten som trøjen, men kortere.
Brystdug	Brystdugen kan bedst sammenlignes med det vi nu til dags forstår ved en vest. Den var ærmeløs, og da der ikke gik så meget stof til fremstillingen, var det meget yndet at få den syet af dyrt stof, og gerne i brogede farver enten med striber eller blomstermønster.
Bukser	Bukserne blev syet af vadmel, læder og lærred. Bukserne var ofte af samme stof som en kjol, og blev tit vurderet sammen med denne. Knæbukser var almindelige et godt stykke op i 1800-tallet. De havde klap foran med knapper i begge sider, og havde knapper eller bånd ved knæene (se bondemanden ovenfor).
Kappe	En kappe eller rejsekappe ser man af og til i skifterne. Fæstebønderne skulle yde arbejde til godsejeren, noget af den arbejdsydelse kunne være ægtkørsel, til tider over store afstande, så kunne det være godt med en stor kappe til rejsebrug.
Hat	Hattene fulgte moden, og kunne være som den bondemanden ovenfor har på, Den kunne også være trekantet, for omkring midten af 1800-tallet at blive afløst af cylinderhatten, den såkaldte høje hat.
Hatslag Hatslaget gik først af brug i løbet af 1800- tallet Det kendes helt fra middelalderen, hvor det var af form som en hætte med en langt udtrukket spids, en såkaldt strud- hætte. Den slags kendes både fra kalkmalerierne og fra nordboernes bygd på Grønland. *I virkeligheden kan de elefanthuer, som kendes i dag på en måde kaldes for en strikket form for hatslag.*
Hue - kabuds	Der fandtes huer både til inde- ude- og natbrug. Udendørs var der ofte tale om strikkede huer. Til indebrug var det nærmest en lille kalot, som kunne være syet af dyrt stof og pyntet med galluner eller bånd. De sidstnævnte kendes mest fra byerne. En kabuds var en syet hue, med stof som kunne rulles ned over kinder og hals. Den kunne også være med klapper, ligesom dem man nu kalder russerhuer. Kabudsen havde dog i hvert fald i 1800-tallet skygge som en kasket.
Nattrøje	Nattrøjer blev også brugt af mænd, om end det ikke var helt så almindeligt. De kunne være strikkede eller syet og var mere bekvemme end den lange trøje. I England opbevares stadigvæk den blå nattrøje, som Charles den 1. bar, da han blev henrettet i 1649.
Skjorter	Skjorterne var syet af blårgarn, hørlærred, eller af det dyrere kramlærred, hvis man da havde råd til det. De var med linning ved hals og håndled, og temmelig vide og var så lange at de, når de var foldet ned om skridtet inde i bukserne, næsten gjorde det ud for underbukser, for den slags fandtes slet ikke, hverken til mænd eller kvinder. Man har ment, at folk sov nøgne i deres senge, men det kan ikke have været tilfældet, derom vidner flere sager i tingbøgerne, hvor der netop tales om at manden havde været nødt til at stå op eller gå ud i den bare skjorte, i nogle tilfælde også kaldet inderskjorten.
Halsklæder m.m.	Hvad halsklæderne var syet af fremgår ikke altid, men de kunne være af hørlærred eller kramlærred. Af og til ser man nævnt manchetter, som kunne være med kniplinger eller af kniplingsstof, dette var dog især i byerne.
Vanter, handsker Strømper	Den slags tøj støder man også på i skifterne. Strømperne var ofte blå, grå eller hvide, de sidst formodentlig strikket af ufarvet uldgarn. Når der som regel kun nævnes ganske få strømper, er det nok fordi man gik med det samme par strømper indtil de var slidt op, og det var kun tøj der havde værdi, som blev registreret.
Sko - Støvler	Sko og støvler ses kun sjældent i mere end højst et par af hver slags. Skoene kunne have sølvspænder, men det var sjældent, og når der en gang imellem nævnes metalspænder, har de formodentlig været af messing. I det mindste på landet har alle haft træsko, men de var af så ringe værdi, at de ikke blev vurderet.

	Udsnit fra skillingstryk *Manden peger på et flergrenet kornaks, et udtryk for frodighed. Motivet er kendt helt* *fra middelalderen.* *Billedet menes at være af tysk oprindelse, men kan bruges som eksempel på danske bønders lædedragt, da folk var nogenlunde ens klædt i store dele af Europa.* *(Fra omkring 1740)*
Litteratur: Ellen Andersen: Danske Bønders Klædedragter (1960) Erna Lorenzen: Folks tøj i og omkring Århus c. 1675 - 1850 (1975) Erna Lorenzen: Hvem sagde nationaldragt (1987) Erna Lorenzen: Artikler i Den gamle bys årbog og Østjysk Hjemstavnsforenings årbog. C. F. Lund: Danske Nationaldragter (1864) Elna Mygdal: Amagerdragter, Vævninger og Syninger (1930) J. S. Møller: Folkedragter i Nordvestsjælland (1926) Gitte Nødskov: landlige tekstiler fra Himmerland og Kjær herred 1992 Mine artikler om klæder i Østjysk Hjemstavnsforenings årbog: 1998 Den velklædte Volborg og 1990 En bykone på landet.	UDGIVET FEBRUAR 2002 revideret december 2003

tilbage til indholdfortegnelsen